I dag er Christian Graugaard læge og professor i sexologi på Aalborg Universitet og er en af arkitekterne bag projekt Sexus, der lige nu for anden gang foretager en kæmpestor undersøgelse af danskernes sexliv.
Og så mener han, at vi som samfund skal sænke skuldrene, når det handler om ”den svære etter”.
– Jeg tror, at vi i den grad overfokuserer på og idealiserer den første gang på en måde, som den ofte slet ikke kan bære. Altså, det kunne den bestemt ikke for mit vedkommende, for eksempel, siger Christian Graugaard.
– Vi skal passe på ikke at bilde unge ind, at den første gang er en skelsættende, altafgørende køreprøve, hvor de skal erhverve deres seksuelle kørekort. Og hvor de med stor sandsynlighed vil dumpe og dermed skamme sig.
Hvis du tror det gør ondt, så gør det ondt …
Et canadisk studie, som Weekendavisen blandt andet har skrevet om, viser, at sex-debuten kan sætte sig i det videre sexliv. Ikke mindst for kvinder: En dårlig debut giver mindre sexlyst senere i livet. En sexuel debut med orgasme giver omvendt lyst til mere.
Annamaria Giraldi er professor i klinisk sexologi. Og i sin praksis på Sexologisk Klinik i København taler hun ofte med voksne, der henviser til deres første gang, når de fortæller om deres problemer med at få sexlivet til at fungere.
En del er kvinder, der har været udsat for et seksuelt overgreb, der selvfølgelig sætter sig i både krop og sind. Men mange er også bare kvinder, der har oplevet smerter ved første samleje – eller mænd, der havde problemer med rejsningen eller for hurtig sædafgang.
– De bærer mønsteret med sig. De bliver ved med at gentage det eller bliver ved med at være nervøse, fordi de kan huske de der gange, hvor det ikke gik så godt, forklarer Annamaria Giraldi i ’Ramt af kærlighed’.









