Forhandlere: Ikke godt nok
Kontrollørerne fandt blandt andet pesticider, der ikke var godkendte, og to virksomheder var i besiddelse af udenlandske pesticider, der ikke er godkendt i Danmark.
Det ryster miljøministeren.
– Det kan betyde, at der bliver brugt ulovlige pesticider i Danmark. Pesticider, der er blevet forbudt, fordi de udgør en uacceptabel risiko.
– Det er bekymrende, at landmændene kan gå ind til en forhandler i god tro om, at man køber noget, der er lovligt, og så får noget med hjem, hvor de risikerer at sprede ulovlige pesticider på marken, siger Maria Reumert Gjerding.
De professionelle forhandlere til landbruget er samlet i Dakofo, der er brancheforening for korn- og foderstofhandelen i Danmark.
Direktør i Dakofo, Emil Dalsgaard Hansen, har ikke set en rapport, hvor kontrolbesøgene bliver uddybet og forklaret. Derfor har han svært ved at forholde sig til de mange overtrædelser, som Miljøministeriet fortæller om. Men overordnet siger han:
– Det her er ikke godt nok. Som branche vil vi læse ned i, hvad det er for nogle overtrædelser, der har været, og så vil vi kigge ind i, hvordan vi kan sikre, at det ikke sker igen.
Der er 10 politianmeldelser. Hvad tænker du om det?
– Det kan jeg ikke kommentere, når jeg ikke kender de 10 sager, siger Emil Dalsgaard Hansen.
Vil indkalde Folketingets partier
Kontrollen med import og salg af sprøjtemidler er en del af en sprøjtemiddelstrategi fra 2022, der har som mål at reducere brugen af sprøjtegifte i Danmark.
Med overtrædelser i 75 procent af kontrolbesøgene er 2025 det år, hvor der er fundet flest regelbrud. Derfor har Maria Reumert Gjerding tænkt sig at gå videre med sagen.
– Jeg tager det her med meget, meget stor alvor. Jeg kommer til at drøfte det med Folketingets partier umiddelbart efter sommerferien.
– Der har nu været alt for mange lovovertrædelser på pesticidområdet i utrolig mange år. Det skal slutte her, og det vil være et af mine store projekter at følge det til dørs, så det her ikke fortsætter på den her måde, siger SF’s miljøminister.













