Det ved Christoffer Nolan, ifølge Thomas Hauerslev, godt selv ikke er optimalt for biografer verden over.
– Han optager filmen på film (det vil sige; ikke digitalt, red.) og viser den i 70 mm, selvom han godt ved, at det er mere besværligt, og at det faktisk er de færreste biografer, der kan vise den på den måde
Og den specifikke billedopløsning og størrelse, kan ikke vises i nogen af Danmarks biografer.
Det betyder, at biografgængere herhjemme kommer til at se en beskåret version af billedet. Når Odysseus kæmper mod uhyrer eller sejler over Middelhavet, vil der ganske enkelt være dele af billedet, som forsvinder.
Vi har 70mm, vi har IMAX, men vi mangler kombinationen
Man kommer hurtigt på dybt vand, når man skal finde rundt i de mange billedformater, som ‘The Odyssey’ bliver vist i.
På filmens hjemmeside kan man klikke sig gennem de forskellige versioner og se, hvor meget billedet ændrer sig fra format til format.
Selv for folk, der har brugt et helt liv på film, kan det være svært at forklare forskellen.
Det fortæller Thomas Hauerslev, der har interesseret sig for film i over 50 år og tidligere har arbejdet som filmoperatør.
– Det er lidt kompliceret at forklare, men kort fortalt handler det om højden på billedet.
De tre danske biografer, der viser film i det klassiske analoge filmformat 70mm, hvor filmen afspilles fra en filmstrimmel, har ganske vist store lærreder, men de er ikke bygget (høje nok, red.) til at vise det særlige IMAX 70mm-format.
Omvendt har Danmark faktisk flere IMAX-biografer, der har et lærred, der både er højt nok og bredt nok til at kunne vise hele billedet, de har bare det forkerte udstyr, forklarer Thomas Hauerslev.
– De har ikke 70mm projektoren til det. Det er jo digitalt, det der foregår ude i IMAX-biograferne på Fisketorvet og i Aarhus, fortæller Thomas Hauerslev.
Når du går ind i en IMAX-biograf, så er det hele digitaliseret, det vil altså sige, at den projektor, der skyder filmen op på det store lærred, den får filmen digitalt i stedet for fra en filmrulle. Og det handler om prisen, fortæller Thomas Hauerslev.
– Filmkopierne kostede simpelthen eksorbitant store beløb, og det var svært at gøre en forretning ud af det. Når det er digitalt, så er det bare at kopiere en harddisk groft sagt, og så kunne man vise det.














