Skolen var aldrig lige ham, udover naturfagene, sløjd og idræt, som han var god til.
Et job på Aarhus Teater som regissør (forestillingsleder) førte ham videre til DR. Der var nemlig slået en stilling op som regissør i den nybyggede afdeling af Danmarks Radio i Aarhus. På det tidspunkt var det kun receptionen, der var bygget færdig. Resten var kontorer i skurvogne.
– Jeg blev kaldt ind, og jeg kunne bare mærke, at snakken gik fint.
Til slut i jobsamtalen blev Jørgen Skouboe spurgt, hvad han var allerbedst til. Og hans svar gik rent ind og var med til at sikre ham jobbet og 47 års ansættelse i DR.
– Jeg er den bedste i Danmark til at bygge huler, sagde jeg med et glimt i øjet, og så grinede vi lidt alle sammen, husker han.
Faldt for den ‘lille sprællemand’
DR blev ikke kun stedet, hvor Jørgen Skouboe skabte et arbejdsliv med plads til leg og natur. Det blev også skelsættende for hans kærlighedsliv.
En nat drømte han, at han var forelsket i en kvinde, han havde arbejdet sammen med, siden han startede i Danmarks Radio i 1977. Kvinden hed Sanne Roesen, arbejdede som sminkør og var for nylig blevet skilt.
– Så ringede jeg til hende og sagde: Sanne, sidder du ned? Hent lige en stol.
– Jeg ringer sådan set bare for at sige, at jeg er blevet forelsket i dig, tror jeg, sagde Jørgen Skouboe over telefonen og foreslog, at de mødtes.
Det gik Sanne med til, og de to endte på det hedengangne værtshus Munkestuen på Klostertorv. Der sad de to så, men Skouboe kunne ikke koncentrere sig, for kong (dengang kronprins) Frederik sad lige ved siden af og “bagte på en dame”.
– Så sagde jeg: “Skal vi ikke gå hjem til mig?” Og det gjorde vi så, og vi har ikke været fra hinanden siden, fortæller han.
På nogle punkter er de to modsætninger, og Jørgen Skouboe tror, at Sanne syntes, at det var spændende at møde “sådan en lille sprællemand”. Hun har ikke forsøgt at tæmme ham, og han har ikke forsøgt at gøre hende vildere.














