Hvordan heden kan vække en forbudt begær, er tydeligt i en film som Luca Guadagninos ‘Call Me by Your Name’ (2017), baseret på romanen af samme navn.
I filmen følger vi den unge mand Elio, der er på sommerferie med sin familie i et sydende Italien. En dag tropper en ung, smuk mand op i den overdådige italienske villa, som så skal assistere arkæolog-faren hen over sommeren. En hed romance tager langsomt form mellem de to unge mænd.
– De er jo ikke til mænd, griner vært Chris Pedersen i K-Live.
– Nej. Men så kommer den her varme, varme sommer. Der er nogle scener, hvor de står på hver deres side af en kilde, afklædte. De ser hinanden uden tøj på for første gang, hvilket netop er tilladt, fordi det er i et offentligt rum. Det er som om, at vejret tvinger dem mod et erotisk sted, siger Rebekka Bundgaard.
Også i en filmklassiker som A Real Young Girl (1976) dyrkes tropen om det unge menneske, der finder sin seksualitet i en hedebølge, fortsætter Bundgaard. Kroppe modnes i heden, men samtidig kan det sexede også blive ulækkert, når man næsten kan lugte sveden, og fluerne sværmer rundt om den fordærvede mad i det franske landkøkken.









