Med vindshastigheder på over 200 kilometer i timen, en mere end tre meter høj flodbølge og op til 400 millimeter regn har det vestlige Florida udsigt til at blive hårdt ramt af den tropiske orkan Ian.
Tirsdag har National Hurricane Center, der varetager varslingen af orkaner i Atlanterhavet og Caribien, udsendt orkanvarsel for en flere hundrede kilometer lang kyststrækning omkring Tampa. Det har også fået både myndigheder og indbyggere i staten til at tage truslen meget alvorligt, fortæller DR’s korrespondent i USA Lillian Gjerulf Kretz.
– Der er stor frygt for, hvor voldsomme ødelæggelserne kan blive, og derfor bliver det dækket tæt i de amerikanske medier. Det seneste døgn er tusindvis af mennesker blevet beordret til at evakuere, og til det sidste har man forsøgt at barrikadere bygninger og forstærke diger i Tampa Bay regionen.
Ramte Cuba som en kategori-3 orkan
Orkanen Ian blev tirsdag morgen opgraderet til en kategori-3 orkan, kort før den ramte det vestlige Cuba med middelvinde på 205 kilometer i timen og vindstød på mere end 250 kilometer i timen.
Her udviklede den et for de tropiske orkaner markant øje, mens den tirsdag formiddag passerede hen over det vestligste Cuba.