Selvom dagen er startet med sol flere steder og rolige vindforhold, vil der i eftermiddag dannes regnbyger, der kan give lokale skybrud med hagl, torden og kraftige vindstød.
Ved skybrud skal der falde 15 mm regn på 30 minutter. Kort sagt: meget regn på kort tid.
DMI har udsendt et varsel om skybrud i en linje ned gennem det centrale Jylland, samt på Fyn og den nordvestlige del af Sjælland.
Varslet er gældende i 48 timer altså frem til onsdag.
En del danskere kan godt forvente regn, men langt de færreste vil løbe ind i skybruddet, der kun rammer ganske lokalt, siger meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.
– Der kommer nok byger en del steder, men de færreste steder vil de være så kraftige, at det kan kategoriseres som skybrud, siger Mikael Jarnvig.
De steder, hvor der er risiko for skybrud, skal man være opmærksom på, at det kan påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.