Brug regnjakke – drop paraplyen
DMI opfordrer til, at man er forsigtig, når man kører bil, og at man bruger regnjakken i stedet for paraplyen.
– Lad være med at tage paraplyen med, hvis det er tordenvejr, fordi det er en lynleder. Brug regnjakken i stedet for, siger Mette Wagner.
De store mængder regn kombineret med den tørke, som har præget landet den seneste tid, betyder, at vandet til at starte med vil lægge sig som overfladevand. Vandet kan nemlig ikke sive ned i så tør jord.
– Det har været tørt mange steder, så det kan være svært, der hvor der er meget tørt, at få vandet til at sive ned gennem jorden. Det ligger som overfladevand, før det siver ned, siger Mette Wagner.
De voldsomme mængder regn kan derfor give lokale oversvømmelser.
Hen ad eftermiddagen og i aftentimerne vil regnen aftage flere steder.
– Frontzonen vil i løbet af eftermiddagen bevæge sig langsomt mod øst, og nedbørsaktiviteten vil aftage en lille smule i løbet af eftermiddags- og aftentimerne, siger Mette Wagner.
– Der, hvor fronten fortsætter med at være, vil der fortsat være mulighed for kraftig regn eller lokale skybrud.