Der er gode chancer for, at regnen stilner af, så du kan få fut i dit eventuelle nytårsfyrværkeri.
Til gengæld kan du risikere, at vinden fører dine raketter på afveje.
Sådan lyder den foreløbige prognose for nytårsaften, fortæller DR’s vejrvært Thomas Mørk
– Det ser ud til, at det kan blive en blæsende omgang. For mange kan det blive lidt svært at få raketterne til at flyve lige op, siger han.
Til gengæld skal man ikke frygte at fryse næsen af, mens man venter på at klokken slår tolv.
– Meget tyder på, at det bliver en relativ mild men blæsende vejrsituation, hvor vi henter luften fra en sydvestlig retning. Det ser ret lunt ud med temperaturer et sted mellem 5 og 10 varmegrader, siger han.
Våde dage op til nytår
Men inden skal regnen lige dryppe af, og det er endnu usikkert, hvornår et forventet lavtryk vil passere landet i løbet af nytårsaftensdag.
– Indtil videre ser det ud til, at det primært er først på dagen, at det kommer til at ske. Så er der chance for, at det kunne klare op og blive tørt, når vi kommer ud på den sidste del af aftenen. Det er endnu lidt usikkert, hvornår det sker, men lige nu er der en chance for, at det holder tørt omkring midnat, siger Thomas Mørk.