– Regnen når til Sjælland i løbet af fredag aften. Mit bedste råd er derfor at nyde hvad der ligner sommerens sidste dag med reelt sommervejr og gå ud i aften og nyd dét særlige lys, som kun sensommerens aftener ejer, opfordrer Louise Gade med henvisning til den igangværende torsdag.
Sensommeren slutter ustadigt
Som femdøgnsprognosen viser, er der også regndråber de næste mange dage. De fleste dage vil det dog i perioder mest være som byger. Vi får derfor også ophold i mellem. Med skyer og byger og koldere vejr fra vest og nord, vil temperaturen også blive mærket.
– Som navnet antyder, bringer en koldfront typisk noget koldere vejr med sig. Og således falder temperaturerne omkring fem grader lørdag, og weekendvejret bliver generelt mere køligt og ustadigt med byger, der kommer og går, siger Louise Gade.