Denne uge har startet meget sommerligt med masser af blå himmel og timevis med sol. Mandag blev månedens foreløbig solrigeste dag, og der venter mere sol i dag.
Her kan temperaturen med stor sandsynlighed snige sig op over det niveau, hvor dagen kan kaldes en meteorologisk sommerdag.
Det fortæller meteorolog ved DR Vejret Anders Brandt.
– Tirsdag kan vi nå et niveau mellem 23 og 28 grader, og det er særligt Djursland, hvor vi sandsynligvis vil se dagens højeste temperatur.
Også onsdag ser ud til at starte pænt, men her er første skifte, fortæller Anders Brandt.
– Efter nogle dage med solrigt og varmt sommervejr får vi det betydeligt køligere de kommende dage, og så bliver det mere blæsende.
– En koldfront passerer onsdag fra nordvest. Den efterfølges af koldere luft, der fra Nordatlanten blæser frem mod os. Onsdag vil temperaturen i den østlige del af landet kunne nå op nær 25 grader, men herefter er det slut med godt dansk sommervejr.