I store dele af maj har solen skinnet, mens regnen stort set er udeblevet. Maj måned blev en af de tørreste og mest solrige i dansk vejrhistorie.
Også foråret som helhed udmærkede sig med usædvanligt meget sol.
De fleste dage i maj var det tørvejr, og i blot fire dage i løbet af hele måneden faldt der mere end en millimeter regn på landsplan, og i alt blev det ifølge DMI til blot 14 millimeter regn mod normalt 47,3 millimeter.
Det gør maj måned i år til den, sjette tørreste siden målingerne begyndte i 1874, og det er, 15 år siden vi har haft en mere nedbørfattig maj, da der i 2008 faldt 13 millimeter regn.
Det er desuden den næstmest nedbørfattige maj siden den rekordtørre maj måned i 1959, hvor der på landsplan blot faldt 9 millimeter.
De 14 millimeter regn på landsplan i maj dækker over store regionale forskelle.
Den mest nedbørrige kommune blev Tønder med 29,6 mm, og den mest nedbørrige af DMI‘s nedbørstationer blev Rangstrup sydvest for Vojens, hvor der i løbet af maj faldt 42,1 millimeter. I øvrigt faldt en stor del af nedbøren i Rangstrup den 6. maj, da der i netop Rangstrup blev registeret månedens eneste skybrud.
Det står i skarp kontrast til Vordingborg Kommune, der er landets mest nedbørfattige i maj måned. Her faldt der blot 2,9 millimeter, og ved Neble på Møn blev der i løbet af hele måneden blot registreret 1,7 millimeter regn.