Fredag er man i hele landet stået op til helt usædvanlig varmt novembervejr med temperaturer, der er en sommermorgen værdig.
Intet sted i landet har temperaturen natten til fredag været under 10,8 grader, og i Vestjylland var det 13,4 grader, da det var koldest.
Den usædvanlige varme, der blæser frem mod Danmark fra sydvest, har allerede sat nye varmerekorder for november – og flere kan være på vej.
Varmen vil fortsat ligge over Danmark i det kommende døgn.
Varmerekord i Thy
Vestervig i Thy målte mellem klokken 19 torsdag aften og klokken 7 torsdag morgen 13,1 grader, da det i løbet aftenen og natten var koldest.
Vestervig er en af de få vejrstationer i Danmark, der har og har haft daglige temperaturmålinger siden 1874, og indtil i nat var 12,5 grader den højeste minimumstemperatur, der er målt i Vestervig i november måned.
Dermed har nattens usædvanligt høje temperaturer med 13,1 grader sørget for den højeste minimumstemperatur i november i Vestervig, siden de første målinger blev foretaget for 148 år siden.
Flere andre steder i landet nåede nattens minumstemperaturer det højeste målt så sent på året siden 1874.
Det skete blandet andet i Tranbjerg på Samsø og ved Landbohøjskolen i København, der begge steder havde 11,9 grader som den laveste temperatur i nat.
Højeste landsdækkende minimumstemperatur i november
Den usædvanlige novembervarme satte også en landsdækkende rekord.
På intet tidspunkt i løbet af natten kom temperaturen noget sted i landet under 10,8 grader, der blev målt i Nexø på Bornholm.