Helt usædvanlig varm luft for årstiden er de første dage af oktober strømmet op over store dele af Europa.
I den sydvestlige og centrale del af Europa har man haft temperaturer mellem 30 og 35 grader.
Det har betydet, at over tusinde steder de første tre dage af oktober måned har sat nye lokale rekorder, og i fem europæiske lande har man ikke tidligere målt så høje temperaturer i oktober.
Søndag: Rekord i Spanien og Andorra
De første rekorder blev allerede slået på månedens første dag, da temperaturen søndag nåede 38,2 grader i Montoro i Sydspanien.
Det er den højeste temperatur nogensinde målt i Spanien i oktober måned.
Dermed slog man den tidligere spanske oktoberrekord på 37,5 målt i Marbella i 2014.