– Wow, der kom lige et marsvin, udbryder han midt i et svar. De pludselige hændelser og den mentale forberedelse på, at han ikke ved, hvad der venter ved næste paddel-tag, har været en del af turens udfordringer.
– Der er så mange perspektiver på sådan en tur. Det har virkelig presset mig ud i stadier, jeg ikke vidste, jeg kunne kapere. Jeg har padlet mellem 6 og 14 timer hver dag. Bevægelsen er ikke så hård, men når jeg er i gang i så lang tid, så føler man sig pludselig som en zombie.
Kunsten af være ligeglad
Hele turen er foregået ud for kysterne, og med undtagelse af nogle øer har de fleste landsdele og øer været inden for rækkevidde i løbet af de seneste måneders sejllads.
En enkelt del af landet fik han også oplevet på gåben, da han valgte at krydse Sønderjylland til fods med sit bræt og oppakning på en hjemmebygget vogn. Den trak han efter sig, inden han satte brættet i Vadehavet.
De mange timer alene på bølgerne har også givet plads til tankerne, fortæller Casper Steinfath.
Særligt inden turen spekulerede han på, hvordan man psykisk motiverer sig til den forestående udfordring.
– Svaret kom faktisk først to til tre uger inde i turen. For mig handlede det om, at jeg skulle blive tilpas med, at min krop er helt udmattet. Derfra tog min rutine over. Den ved, at jeg kan.
– Et paddeltag, fem paddeltag, ti paddeltag og pludselig er dagen godt i gang. Jeg kan jo ikke finde et rationelt argument for, at jeg skal gøre det, når jeg ligger i soveposen og fryser, og kroppen er helt brugt.
At fokuserere på vanen og det endelige mål har indtil videre været tilstrækkeligt til at få motivation til de tusindvis af paddeltag, og der har ikke været mange andre inputs på bølgerne. En enkelt lydbog er han dog nået igennem: ‘The Subtle Art of Not Giving a F*ck’. Et budskab, han kunne relatere til, når han blev nødt til at fokusere på bølgerne omkring sig.
– Det var vildt spændende at være i, det var et punkt, hvor jeg ikke bekymrede mig så meget og bare lyttede til kroppen, jeg reagerede på instinkter. Hey, det er okay, din krop er helt ødelagt, men du klarer det.