Rekordantal deltagere
Dette års udgave af farmercamp på Kjærgaard Landbrugsskole er den største indtil videre. Ud af de seks gange campen er blevet afholdt, har der aldrig før været så mange deltagere som i år.
Det glæder forstander Lasse Iversen Hansen, særligt fordi landbruget har været meget omtalt den seneste tid.
– Al omtale er god omtale og der har været ekstrem meget omtale af landbruget i den senere tid. Vi kan roligt sige, at det strømmer ind med unge mennesker, både til denne farmercamp, men også til uddannelsen som landmand, som er utrolig populær i Danmark, siger han.
En af de unge, som allerede har planer om at blive elev på landbrugsskolen om nogle år, er Alfred Bucholt. Selvom mudrace, som er en af aktiviteterne på programmet, ikke er det, han ser mest frem til, glæder han sig til nogle sjove og lærerige dage.
– Jeg er her både for at lære en masse, men også for at have det sjovt. Det er jo spændende, og jeg vil gerne lære noget, som jeg kan tage med videre. Når jeg bliver 16 år har jeg nemlig planer om at komme herud og gå.
