Som straf for at invadere Ukraine bør Rusland blive frataget sin vetoret i FN’s Sikkerhedsråd.
Det mener den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, der sent onsdag aften dansk tid har holdt tale ved FN’s Generalforsamling. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Der er blevet begået en forbrydelse mod Ukraine, og vi kræver en passende straf, siger han i en forudindspillet videotale.
Zelenskyj opfordrer også til, at der bliver oprettet en særlig domstol, som skal tage stilling til de forbrydelser, som præsidenten mener, Rusland har begået mod Ukraine.
Han efterlyser også en fond, som skal samle ind til Ukraine, så landet kan blive kompenseret for de skader, som krigen har medført indtil videre.
‘Den ukrainske fredsformel’
Det er alt sammen krav, som skal indfris, hvis Ukraine skal gå med til varig fred mellem de to lande, lyder det fra præsidenten.
Zelenskyj udelukker, at fred kan komme på tale på et andet grundlag “end den ukrainske fredsformel”.
– Jo længere den russiske terror når, jo mindre sandsynligt er det, at nogen i verden vil gå med til at sidde til bords med dem.
Han afviser også, at det kan komme på tale, at Ukraine bliver en neutral stat, som det ellers tidligere har været på tale. Det har tidligere været et udtalt, russiske krav.
Tale mødt af stående bifald
Neutralitet vil i diplomatisk og folkeretlig sammenhæng sige, at en stat ikke vælger side eller ikke deltager i en konflikt mellem andre stater eller militære forbund.
– Dem, der taler om neutralitet, når de menneskelige værdier og fred er under angreb, mener noget andet, siger han i talen.
Ukraine og dets vestlige allierede har anklaget russiske styrker for krigsforbrydelser i forskellige dele af det landet. Rusland afviser anklagerne og siger, at det ikke er rettet mod civile.
Volodymyr Zelenskyj fik et stående bifald, da hans tale var slut. Den russiske delegation forblev imidlertid siddende, skriver nyhedsbureauet Reuters.