Zelenskyj anklager Rusland for at forberede angreb på dæmning: ‘Det lyder mere som skræmmekampagner’
Skræmmekampagner
Men det er ikke kun ukrainerne, der beskylder russerne for at have planer om at ramme dæmningen. Tidligere i går lød det fra Vladimir Leontyev, der er regional officer i det besatte område og indsat af den russiske regering, at ukrainske styrker har angrebet både dæmningen og kraftværket.
Claus Mathiesen, studielektor på Forsvarsakademiet, tvivler på, at dæmningen er mål for et angreb.
– Det lyder mere som skræmmekampagner. Russerne beskylder også ukrainerne for det samme. De beskylder også ukrainerne for at have planer om at bortsprænge dæmningen, siger lektoren, der også har været forsvarsattaché i Ukraine fra 1991-2007.
For det vil have uoverskuelige konsekvenser, hvis man angriber dæmningen og kraftværket.
Blandt andet vil det føre til oversvømmelser af landsbyer i Kherson-regionen, der ligger tæt på Dnepr-floden.
Og det er også de mange konsekvenser, der får Claus Mathiesen til at tvivle på, at parterne har interesse i at ramme dæmningen.
– Hvis man ødelægger dæmningen, bliver det en krigsforbrydelse, uanset om det er ukrainerne eller russerne. Det vil slippe så store ødelæggende kræfter løs, at det er til fare for et stort antal mennesker.
Han nævner, at vandreservoiret via en kanal forsyner både Kherson-regionen og Krimhalvøen, der er annekteret af Rusland.
– Hvis dæmningen er væk, så falder vandspejlet så meget, at der ikke er vand i kanalen. Dermed ødelægger man vandforsyning på Krim. Det kan jeg ikke se, at russerne vil gøre, siger han.
Ligeledes vil det gøre det sværere for ukrainerne at rykke længere frem i regionen.
– Det vil skabe mange udfordringer for den videre krigsførelse i Kherson. For så skal man over en noget bredere Dnepr-flod for at generobre Kherson. Det kan jeg ikke se, at ukrainerne har nogen som helst gavn af.
Rusland har endnu ikke kommenteret anklagerne fra i går.