Seneste Danmarksnyheder

Vrede kurdere i sammenstød med politi i Paris

For anden dag i træk har der i dag været sammenstød i den franske hovedstad, Paris, mellem politi og kurdere, som er vrede over fredagens drab på tre kurdere.

Biler er blevet væltet omkuld eller stukket ild til, og der er antændt mindre brande ved området omkring Place de la République i det centrale Paris.

Hen mod slutningen af en demonstration begyndte en mindre gruppe demonstranter at kaste genstande mod politiet, som svarede igen med tåregas. Derpå fortsatte urolighederne i omkring to timer, inden de sidste demonstranter forlod området.

Begyndte fredeligt

Dagens demonstration i Paris var ellers begyndt fredeligt. Flere politikere deltog, blandt andre borgmesteren for Paris’ 10. arrondissement, hvor fredagens drab skete. De kurdiske demonstranter mener, at myndighederne ikke har beskyttet dem godt nok og ikke gjorde nok for at forhindre fredagens skuddrab.

Skyderiet fredag skete på gaden Rue d’Enghien, som ligger i et centralt distrikt nær den store togstation Gare Du Nord. Gaden er fyldt med flere butikker, restauranter og barer. Der bor mange kurdere i gaden.

Mange kurdere var samlet for at markere 10-årsdagen for drabene på tre kurdiske aktivister. Disse drab er fortsat uopklarede.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies