Sneen falder, og temperaturen ligger omkring frysepunktet i Ukraines hovedstad, Kyiv.
Samtidig har russiske bombardementer ødelagt store dele af den ukrainske energiforsyning. Det betyder, at millioner af ukrainere lige nu står uden strøm, sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i går aftes i en videotale.
– Lige nu står 10 millioner uden elektricitet.
– Vi gør alt, hvad vi kan for at normalisere forsyningen, sagde han.
Også Ukraines statslige el-selskab, Ukrenergo, advarer om konsekvenserne af den manglende elektricitet.
– De næste dage bliver svære, kulden nærmer sig, og elforbruget stiger, skrev Ukrenergo i forgårs på Facebook.
Forbereder sig på vinteren
At vinteren så småt er begyndt, mens energiforsyningen mildest talt er mangelfuld, får mange ukrainere til at frygte den kommende tid, fortæller DR’s journalist i Ukraine, Louise Brodthagen Jensen.
– Der er stort set ingen af dem, jeg har talt med den seneste tid, som ikke allerede har forberedt sig på den ene eller anden måde. Der er ingen, som synes, det her er særligt sjovt, ej heller udsigten til at det fortsætter, men lige nu er stemningen stadig der, hvor man tænker, at man godt kan klare sig lige nu, for hvad er alternativet? Opbakningen til militæret og de ukrainske styrker er stadig massiv. Særligt nu, fortæller hun.
Ukraine dækker over et stort geografisk område – cirka halvanden gang større end Tyskland – og derfor er der store regionale forskelle på temperaturen.
Men sikkert er det, at vinteren er på vej, også til de steder som stadig har tocifrede temperaturer.
– Der er indkøbt generatorer, alle har mange ekstra liter vand stående, der er indkøbt mad og forsyninger og andet, så man kan klare sig. Der er ingen tvivl om, at det bliver en hård tid, fortæller Louise Brodthagen Jensen
– Jeg ved også fra nogle af de projekter, der i øjeblikket arbejder med at bygge alternative boliger til folk – altså midlertidige, små huse – der arbejder man på højtryk, fordi man ved, tiden er knap.
I Kyiv faldt der i går sne. Se videoen herunder.