Seneste Danmarksnyheder

USA’s senat vedtager gigantisk klimaplan, der også kan komme Danmark til gode

Søndag aften dansk tid sikrede USA’s præsident, Joe Biden, sig en stor politisk sejr.

Efter en maratonafstemning i det amerikanske senat, blev en omfattende økonomisk plan stemt igennem det ene af USA’s Kongres’ to kamre. Det ventes, at planen også bliver stemt igennem i Repræsentanternes Hus, hvor demokraterne har flertal.

I Senatets afstemning måtte vicepræsident Kamala Harris i aktion med den afgørende stemme, da de 100 senatorer havde fordelt sig fuldstændig lige med 50 stemmer for og 50 imod.

Den samlede værdi af planen er 430 milliarder dollar (3.141 milliarder danske kroner), hvoraf de 369 milliarder dollar (2.689 millarder danske kroner) er øremærket klimaomstilling, mens der også er sat penge af til sundhedsinitiativer.

Joe Biden kalder planen den ‘uden overdrivelse vigtigste investering’, USA nogensinde har lavet i klimaet og ‘et stort skridt fremad’.

– Med denne lovgivning stiller vi os ansigt til ansigt med nogle af vores største problemer, og vi tager et gigantisk skridt fremad som nation, siger den amerikanske præsident.

Planen indeholder rabatter til, at amerikanere kan lave klimainvesteringer. Det omfatter effektive hvidevarer, energiforbedringer på amerikanske huse, samt skattefradrag på køb af varmepumper og solceller.

Der vil også være et skattefradrag på 7.500 dollar (cirka 55.000 danske kroner) ved køb af en elbil, hvis den er produceret i USA.

– Lad mig sige det tydeligt: Dette lovforslag vil være det mest betydningsfulde stykke lovgivning i historien mod at håndtere klimakrisen og forbedre vores energisikkerhed med det samme. Den vil give os et værktøj mod at nå klimamål, vi har sat og er blevet enige om, ved at nedbringe udledninger og accelerere grøn energi, siger Joe Biden.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies