Dræbt af drone
Få timer inden Bidens tale skrev flere nyhedsbureauer på baggrund af anonyme regeringskilder, at CIA i weekenden havde udført et vellykket angreb med en drone mod et “vigtigt al-Qaeda-mål” i Kabul.
En kilde oplyste til Reuters, at målet for angrebet var 71-årige Ayman al-Zawahiri.
En talsmand for Taliban-bevægelsen, der sidder på magten i Afghanistan, bekræfter over for Reuters, at en bolig i Kabul i weekenden var udsat for et angreb fra en drone.
Taliban fordømmer aktionen, og betegner den som et brud på “internationale principper”.
Ifølge Joe Biden kom ingen af al-Zawahiris familiemedlemmer til skade i angrebet, og der var heller ikke andre civile tab.
‘En aktiv trussel’
USA har aldrig lagt skjul på, at landet gik efter at dræbe førstemanden i al-Qaeda, der af USA karakteriseres som en terrorbevægelse.
Amerikanske efterretningstjenester har med stor sikkerhed fastslået, at vitterligt er al-Zawahiri, som blev dræbt.
– Zawahiri udgjorde fortsat en aktiv trussel mod amerikanske personer, interesser og den nationale sikkerhed, siger en ledende person fra Bidens administration ifølge Reuters.
– Hans død er et betydeligt tilbageslag for al-Qaeda og vil forringe gruppens evne til at operere, tilføjer personen.