Omkring 4,5 millioner ukrainere stod ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, uden strøm i aftes.
I en tale sent i aftes anklagede han Rusland for at ty til “energiterrorisme”, der har ledt til strømafbrydelserne ved at angribe Ukraines energinetværk.
– Energiforysningen er ramt flere steder i Ukraine. Kraftværker og elnet, der forsyner millioner af medborgere, er beskadiget, sagde præsident Zelenskyj.
4,5 millioner mennesker er det samme antal indbyggere som i Jylland og på Sjælland tilsammen, og det svarer til 10 procent af Ukraines samlede befolkning – vel at mærke inden den russiske invasion i februar, der ifølge UNHCR har sendt flere end 7,7 millioner ukrainere på flugt.
Strømafbrydelserne skete i hovedstaden Kyiv og i ti andre regioner ifølge præsidenten, og sker få uger før, at vinteren sætter ind, hvor temperaturerne ofte falder til langt under frysepunktet.
– Det er vanvittigt alvorligt. Der er hverken nok strøm til private eller til forretninger. Hvad der er mindst lige så kritisk, er, at myndighederne ikke har nok materiale til at reparere de skader, der sker på energiforsyningen, siger DRs korrespondent Matilde Kimer fra Kyiv.