Vil tage sig dyrt betalt
Sverigedemokraterna, der har siddet i den svenske riksdag i 12 år, var indtil for få år siden en paria i svensk politik.
Men det tilsyneladende evigt stigende antal skuddrab, der finder sted i Sverige, har ifølge Anna Gaarslev været stærkt medvirkende til, at omkring hver tredje svenske vælger i dag – med stærkt varierende grader af begejstring – har accepteret at indgå i den nye, borgerlige blok, som Sverigedemokraterna er blevet en del af.
Ved valget i 2018 gik partiet også betragteligt frem. Her vandt de cirka 17 procent af stemmerne, fik 62 mandater og endte som Sveriges tredjestørste parti.
Den fremgang har partiet fortsat ved dette valg, hvor partiet står til at få 77 mandater. Og Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, understregede da også ved partiets valgfest sent i aftes, at man denne gang går efter at komme i regering.
– Vores ambition er at komme med i regeringen. Det bedste for Sverige vil være en flertalsregering, lød det fra Jimmie Åkesson.
Også Sverigedemokraternas partisekretær, Richard Jomshof, luftede i dag større ambitioner for partiet, da han gæstede SVT’s program ‘Morgonstudion’.
– Det er klart, at vi skal kunne tale om statsminister-, formands- og præsidieposter i de forskellige Riksdagsudvalg, sagde han.