Russiske medier har imidlertid fremstillet mændene som lejesoldater, og de er ligeledes dømt for at være lejesoldater, skriver The Guardian.
Ifølge Flemming Splidsboel forsøger Rusland i øjeblikket at “internationalisere” krigen og fremstille det som, at det ikke kun er ukrainere, man kæmper imod, men også en samling af internationale lejesoldater. Det kan bruges til at forklare, hvorfor krigen trækker ud.
Professor: En verden til forskel, hvis man er krigsfange
Spørgsmålet om, hvorvidt mændene skal opfattes som krigsfanger, er alt andet end ligegyldigt, siger Frederik Harhoff, professor ved Syddansk Universitet og tidligere dommer ved Den internationale Straffedomstol i Haag.
– Det gør en verden til forskel, siger professoren.
Han peger på, at man som krigsfange blandt andet har ret til lægebesøg, at modtage breve hjemmefra og at bevæge sig frit omkring inde på fangelejrens område sammen med sine medfanger. Samtidig har man ret til at få besøg af Internationalt Røde Kors.
– Så hvis man skal tages til fange i en krig, så skal man sørge for at blive taget som krigsfange, siger professoren, der siger, at “det er en kæmpe fordel” at blive taget som krigsfange.
– Men hvis du derimod ikke er krigsfange, kan myndighederne putte dig ned i et hul, hvor ingen ved, hvor du er, og du kan blive siddende der i årevis uden nogen opdager det, siger Frederik Harhoff.
Han forklarer, at det er afgørende i vurderingen, om man har ret til behandling som krigsfange, at man er kombattant i krigen.
– Og for at være kombattant, skal du enten være indrulleret i den ukrainske hær, hvilket man bliver med et såkaldt ’military ID card’, hvilket alle landes soldater har.
– Eller man kan blive anerkendt som kombattanter, hvis man står under militær kommando af den ukrainske hær og deltager i krigen sammen med de ukrainske styrker, siger professoren, der påpeger, at det i så fald også er et krav, at de bar deres våben synligt.
Hysterisk retorik
De to briter blev tidligere på ugen diskuteret i en debat på russisk stats-tv, hvor en af gæsterne foreslog, at man tilbød Storbritannien at frigive de to briter, hvis Storbritannien til gengæld frigav indefrosne russiske aktiver.
Meldingerne er et eksempel på en tilspidset debat og skal tages med et gran salt, siger Flemming Splidsboel.
– Det der foregår på russisk stats-tv lige nu er enormt hysterisk, siger han.
– Det, der bliver sagt, er vildt grænseoverskridende, men man skal ikke nødvendigvis tro, at det er andet end en fuldstændig vild og hysterisk retorik, siger seniorforskeren.
Opdateret med citater fra Frederik Harhoff