Talibans love raserer pigernes klasseværelser og klædeskabe. Salomes sjæl og generation er truet

Klasseværelser er rykket ind i private stuer. I timerne på universitetet lader de tørklædet falde ned på skulderen. Men det er langt fra alle afghanske kvinder, der har mod på det stille oprør, de i øvrigt føler som en ringe kompensation.

Højtuddannede mænd tager løsarbejde som håndværkere. Nogle er forfulgt for deres tidligere job i republikken. Andre er flygtet i en gedigen hjerneflugt og efterlader en tiltrængt erfaring i ledelsen af landet.

Millioner af familier er ramt på økonomien. Dels efter det økonomiske kollaps på grund af internationale sanktioner og fastfrysning af flere milliarder dollars af afghanske reserver. Dels på grund af færre støttekroner fra udlandet. Men også fordi mange har mistet deres indkomst.

Taliban kæmper ikke længere mod internationale og afghanske styrker. De kæmper med transitionen fra en militant oprørsbevægelse til at lede et land og for at få international anerkendelse. Good governance eller inklusion er de ikke kommet til endnu.

– Der var engang, hvor jeg havde mit våben på mig altid. Nu er jeg så træt af det. Helt ind i hjertet er jeg træt af det. Før var det så svært at bevæge sig rundt. Der var politi alle steder og droner. Nu vil jeg gerne rejse rundt og se hele Afghanistan, fortæller han under et morbærtræ på en cafe, hvor der plejede at komme udlændinge. Vi er de eneste gæster på nær havens påfulgepar. Hannen renser sine fjer og leder efter smugler ved bordene.

Abdul har et job, han ikke kan tale om, siger han. Men han er overraskende velorienteret på de seneste udviklinger, hvad angår udenlandske journalister.

– Hvis I ikke har papirerne i orden, så er I måske spioner, og så vil I blive arresteret og efterforsket og bagefter deporteret, oplyser han og tilføjer:

– Hvis 100 afghanere bliver dræbt, sker der ikke noget. Men hvis EN udenlandsk journalist bliver dræbt, rejser helvede sig.

Mine afghanske kolleger har et langt sværere job. Taliban har sat sig på de fleste medier og på det afghanske filmproduktionsselskab, der nu producerer film uden kvindelige skuespillere eller musik. Afghanske journalister er blevet tæsket og arresteret, og kvindelige studieværter skal bære maske, når de er på skærmen.

Det vakte opsigt, da en debat om tildækning udspillede sig på den afghanske tv-kanal TOLO mellem Taliban-talsmanden Mujaher for dyder og laster og tv-stationens juridiske rådgiver. Mujaher insisterede på, at tildækning af kvinders ansigt og hænder er obligatorisk i islam men kunne ikke henvise til, hvor det stod i de hellige skrifter, mens advokaten henviste til konkrete passager i Koranen og Sunnah som argumentation for, at den form for tildækning ikke var obligatorisk.

Den debat har flere unge kvinder moret sig over.

Det tager tid at få staten op at køre efter det forhenværende “bundkorrupte” regime, siger Abdul. Han har en pointe. Den tidligere regering fik aldrig bugt med den altomfattende korruption, der trivedes i republikken.

Gennem det seneste år har jeg mødt borgmesteren i Afghanistans tredjestørste by, Mazar, flere provins– og distriktsguvernører og talspersoner i Kabul. Fælles for dem er, at de først og fremmest er krigere. I Sangin i Helmand-provinsens tidligere hotspot for de vestlige styrker deltog distriktsguvernøren i sit første interview nogensinde ved at skrive svarene på mine spørgsmål ned på et stykke papir. Han var nervøs, men beskeden var klar. Udenlandsk hjælp var mere end velkommen, nærmest forventet, efter alt hvad Vesten havde ødelagt.

– Men på vores præmisser, bemærkede han.

I lyset af at Taliban søger international anerkendelse, er skolelukninger ikke den bedste strategi. I årevis holdt det vestlige samfund skolepigers uddannelse frem som en skalp og legitim grund til at blive i Afghanistan, selvom succeserne på slagmarken sandede til.