Seneste Danmarksnyheder

Taliban 2.0 flirter med fortiden

– Vores hold overgiver beskeden til folket og fortæller dem, hvad der er godt og dårligt, og hvad der ikke er tilladt. På den måde kan vi bygge et samfund i overensstemmelse med de gode dyder, siger Aqif Mujahir og viser, hvilke tre slags længder Taliban-krigeres hår må have.

– Det må ikke nå ned over skulderen. Den længde havde Profeten ikke, og når det bliver så langt, ligner de kvinder, siger talsmanden.

Selvom moralens vogtere går rundt i gaderne, er det ikke med samme pisk og afstraffelse, som det tog sig ud i halvfemserne. Men afghanere fortæller om uroen over de hvidklædte mænd. Ikke mindst efter en omfattende razzia tidligere på året, hvor Taliban gennemsøgte folks private hjem i det meste af Kabul med forklaringen om, at de ledte efter fjender.

– Det er bare begyndelsen. Langsomt ser vi, at de ruller deres ideologi ud. Og den udvikling, vi ser i de sydlige provinser, vil komme til hovedstaden på et tidspunkt, siger en afghansk mand, der arbejder for en humanitær FN-organisation i Kabul.

I den sydlige Kandahar-provins, der er Talibans fødested, har ministeriets direktorat netop udsendt nye dekreter. Kvinder må ikke sidde på forsædet i køretøjer. Barberer må ikke længere trimme mænds skæg. Musik er bandlyst i radioen og på offentlige steder.

– Vores pashtunske tradition, vores pashtunske sangere er nu bandlyst, sukker en restaurant-ejer, der også kæmper med forbuddet mod at ryge vandpibe.

– Jeg var henne ved direktoratet i dag for at spørge, om vi ikke nok kan fortsætte med at ryge vandpibe. Det har frataget mig en stor del af min indkomst, og vi står midt i en økonomisk krise, siger han.

Selvom Taliban nyder opbakning i Kandahar-provinsen, lyder der kritik indenfor i lukkede, private hjem.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies