Og militærbloggerne har en stor stemme i Rusland. Særligt hos den kæmpe del af befolkningen, der selv har været en del af militæret, fortæller Matilde Kimer.
– Hvis man nogensinde har været soldat i Rusland, så vil man formentlig tillægge deres ord meget mere vægt end en, der står og prædiker, hvordan det går på tv, fordi du ved, at han vil male et glansbillede af, hvordan det går, siger hun.
Hun forklarer samtidig, at gruppen af bloggere er vigtig for Putin.
– Det vil være ekstremt risikabelt at lukke for dem, fordi man ville miste en nationalistisk ventil. Og tryk avler som bekendt modtryk.
Giver mulighed for at åbne for kritik
Og den vurdering går igen hos Jakob Tolstrup fra Aarhus Universitet, der er ekspert i russisk indenrigspolitik.
– Det er vigtigt for Putin at have dem på hans side, fordi de her nationalistiske tanker har et relativt stort publikum i Rusland. Og mange af Putins kernestøtter er meget nationalistisk orienteret, siger han.
Putin har i det store hele også holdt sig fra at straffe de militærbloggere, der har omtalt de taktiske beslutninger i Ukraine negativt.
Det kan blandt andet hænge sammen med, at det efterhånden er umuligt at undgå al kritik af styret i Rusland, og i det lys er bloggernes kritik ikke den værste, siger Jakob Tolstrup.
– Det tjener det formål, at man kan åbne op for noget kritik, fordi man godt kan se, at den ikke helt kan undgås. Og så er det meget godt, at kritikken i det mindste kommer fra nogen, der bakker helt og holdent op om krigen, siger han. En udlægning, der bakkes op af analysen fra Institute for the Study of War.
Derudover spekuleres der flere steder i, at Putin holder sig fra at sætte tommelskruerne på den store skare af militærbloggere, fordi de dybest set er de eneste, der tør give ham et retvisende billede af, hvad det sker i Ukraine.
– Vi ved det ikke, men der har været indikationer på, at Putins nærmeste faktisk ikke tør give ham et retvisende billede af situationen, fordi det så går ud over dem. Så det kan faktisk være, at Putin bruger militærbloggerne for at få et retvisende billede.