Det er Magdalena Andersson selv, der gør mistillidserklæringen mod Johansson til en regeringskrise, fortæller DR’s Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.
– Det er statsministeren selv, der gør det til et spørgsmål om regeringens overlevelse. Hun kunne have taget balladen – indkasseret ydmygelsen og satset på, at det ene mandat, hun baserer sit flertal på, også var på plads i denne sag.
– Men I stedet vælger hun at sætte hårdt mod hårdt – og løfte det op på et niveau, hvor det er hele regeringens overlevelse, der står på spil, siger Anna Gaarslev.
Kan ikke løbe fra ansvaret
Ifølge Sverigedemokraterne ønsker man Johansson afsat, fordi han har “ladet kriminaliteten sprede sig i vort land og ladet Sverige blive et gangsterland”. Sådan sagde Henrik Vinge fra partiets gruppeledelse ifølge SVT torsdag.
Men oppositionens ønske om at få afsat justits- og indenrigsministeren er – ligesom Sveriges problemer med kriminalitet – intet nyt, siger Europa-korrespondent Anna Gaarslev.
– Han er på mange måder det svageste dyr i skoven, og det er der flere helt indlysende grunde til. Prøv bare at se, hvordan det skøjter derudaf med kriminaliteten i Sverige, siger hun.
– Realiteten er jo, at det er et område, som Morgan Johansson har haft i snart otte år. Han kan simpelthen ikke løbe fra ansvaret. Så der er masser af gode, politiske grunde til at indlede en eller anden form for stormløb på ham.
Ikke desto mindre handler udmeldingen fra den svenske opposition nok mindst lige så meget om, at de borgerlige partier trænger til noget opmærksomhed, siger hun.
– Socialdemokraterne står rigtigt fornuftigt i meningsmålingerne, blandt andet fordi der sker en masse ude i verden, og så samles man typisk om den siddende regering.
Tosset timing
Truslen fra den svenske opposition kommer kun tre måneder inden, at svenskerne skal til valg for at vælge en kommende regering. Af den grund kalder Anna Gaarslev timingen for oppositionens udmelding for “fuldstændig tosset”.
– Der er valg om tre måneder. Så hvis man vil afsætte justitsministeren, har man rent faktisk muligheden for at lade den svenske befolkning gøre arbejdet for én lige om lidt, siger hun og tilføjer, at timingen formentlig kan forklares bedre med strategi, end den kan med den aktuelle situation i Sverige.
– De enorme indlysende problemer, Sverige har, blandt andet med kriminalitet, havde de også for kort tid siden og for lang tid siden. Dem har de sådan set haft i årevis, og dem vil de også have både i morgen og i overmorgen, siger hun.
Oppositionen som et enigt hold
Selvom mistillidserklæringen formelt set handler om Johanssons manglende evne til at bekæmpe Sveriges stadigt stigende kriminalitet, så handler den reelt set nok nærmere om, hvad det er for et budskab, den svenske opposition vil sende, vurderer Anna Gaarslev.
– Fra borgerligt hold vil man gerne vise, at man er et hold. Det er nemlig noget, man har, i modsætning til den rød-grønne side af den svenske rigsdag, siger hun og fortæller, at splittelsen også kommer til udtryk i meningsmålingerne, hvor Socialdemokraterne står stærkt, mens det går knap så godt for deres samarbejdspartier.
– Socialdemokraterne har det altså isoleret set godt, mens det også står mere sløjt til på den borgerlige fløj. Men hvis de har noget, så er det, at de kan sige, at de har et enigt blåt hold. Og det kan være noget af det, man forsøger at eksemplificere på den her måde.
– Men jeg tror altså, at det kommer til at give bagslag at fare ud på den her måde tre måneder før et valg, tilføjer hun.