Manden stiller sig i vejen for kvindens planer om at få foretaget en abort i udlandet, og truer endda med at melde hende til politiet. Imens buldrer coronapandemien. Mange polakker må gå i isolation. Også kvinden. Hun føler sig fanget med sin mand i deres hjem.
Normalt ville Justyna forklare, hvor man kan bestille fortrydelsespiller på internettet, som så bliver sendt anonymt fra udlandet.
– Men kvinden er så fortvivlet, at hun truer med at gøre skade på sig selv, hvis vi ikke kommer hende til undsætning, forklarer Justyna, der selv har været udsat for hustruvold.
Så Justyna træffer et spontant, men skæbnesvangert valg: Hun sender kvinden en pakke fortrydelsespiller, hun har liggende til egen brug.
Glemte kvinden og pillerne
Der går et helt år, og Justyna Wydrzynska har faktisk glemt kvinden og pillerne. Indtil polsk politi pludselig tropper op i hendes hjem med en ransagningskendelse.
Betjentene vender op og ned på Justynas lejlighed i forsøget på at finde det lager af fortrydelsespiller, de mistænker hende for at ligge inde med. De tager også hendes computer med for at optrevle det formodede distributionsnetværk.
Justyna er kommet til at skrive sit telefonnummer på kuverten, hun har sendt fortrydelsespillerne i. Den kuvert har den desperate kvindes mand fundet og givet til politiet. Og det medfører, at Justyna bliver sigtet for ”medvirken til abort” og ”uautoriseret besiddelse af medicinalvarer med henblik på videresalg”.