Folk slentrer mellem sønderknuste russiske kampvogne
Op til mærkedagen har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, advaret om risikoen for “brutale” russiske angreb, og den amerikanske ambassade har opfordret sine borgere til helt at forlade Ukraine af frygt for et øget antal angreb.
Advarslerne har dog ikke fået alt liv i Kyivs gader til at fortrænge.
På en af de mest centrale veje nyder folk, at de har fri, mens de slentrer roligt rundt og kigger på de militærkøretøjer, som er blevet udstillet midt på sporene, fortæller DR’s Louise Brodthagen.
For andre er det en helt normal arbejdsdag. Det gælder blandt andet for 30-årige Katerina Unitjenko, der bor i Kyiv og er på vej til sit job som massør.
– Hvorfor i dag er vigtig? Det er det, fordi vi kæmpede for vores uafhængighed for 31 år siden, og for otte år siden startede en ny krig, og vi kæmper stadig for vores uafhængighed, siger hun og refererer til Ruslands annektering af Krim i 2014.
Nogle har også – trods en nedtonet fejring – taget nationaldragten på, fortæller Louise Brodthagen.
Katerina Unitjenko bor og arbejder i Kyiv. (© (c) DR)
Kommer alle til at overholde de formaninger, der er blevet udstukket fra myndighederne?
– Det tror jeg, man må sige nej til. Der har lige været en luftalarm, og den er faktisk stadig i gang. Efter utallige formaninger om, at man skal overholde dem og respektere dem, kan man se, at der stadig er masser af mennesker på gaden. Så det, tror jeg, bliver et nej, siger Louise Brodthagen.
Gule solsikker og blå hortensiaer fra Downing Street 10
Også uden for Ukraine markeres mærkedagen.
I døråbningen til den britiske premierministerbolig i Downing Street 10 i London hænger en stor krans lavet af blå hortensiaer og gule solsikker.
Den er opsat for at markere og hylde den ukrainske uafhængighedsdag.