Europa er ramt af hedebølge.
Lige nu hærger hedebølgen i Middelhavslandene, hvor det medfører både tørker og skovbrande.
Så længe, jordens atmosfære fortsætter med at blive varmere, kommer vi til at se flere hedebølger i fremtiden.
Det forklarer Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og leder af Syddansk Universitets klimacenter. Han er desuden hovedforfatter på den seneste klimarapport fra FN’s klimapanel.
– Når vi lever i en verden, der bliver varmere, så ser vi også flere varmeekstremer, og vi ser dem mere intense, siger Sebastian Mernild til Ritzau.
I den kommende tid bevæger hedebølgen sig nordpå, hvor den forventes at ramme Storbritannien og Tyskland. I Danmark forventer DMI (Danmarks Meterologiske Institut), at vi mærker lidt til hedebølgen i næste uge med temperaturer mellem 25 og 30 grader.