Stor mystik omgærder russisk containerskib ved flådestation i Sydafrika: ’Regeringen er tavs som graven’
Efter tre dage i havn skibede Lady R i morges lokal tid ud fra flådebasen i Simon’s Town. Det fortæller lokale vidner til det sydafrikanske medie, Daily Maverick. Vidnerne beretter om flere vagter nær det russiske containerskib, da slæbebåde ankom og førte Lady R til havs.
Næppe kartofler i lasten
Det russiske skibs afsked med Simon’s Town kommer efter tre dage, hvor der angiveligt er flyttet en masse fragt ombord på skibet under skarp overvågning af bevæbnede myndighedspersoner. Lokale vidner siger, at mindst seks containere blev flyttet ombord på skibet i ly af mørket.
Sagen vækker ikke overraskende enorm opsigt i Sydafrika, fortæller DR’s korrespondent i Afrika, Søren Bendixen.
– Det gør den, fordi alle advarselslamper er begyndt at blinke. For det første så kan et almindeligt kommercielt skib altså ikke bare lægge til ved en flådestation. Og for det andet så var det her skib altså på amerikanernes sanktionsliste, siger Søren Bendixen.
– Amerikanerne antager, at det her skib er en del af russernes måde til at transportere våben rundt omkring i verden, siger han.
Særligt arbejdet omkring skibet, mens det lå i flådehavnen, vækker opsigt og giver anledning til mange spørgsmål.
– Skibet blev lastet torsdag aften, mens lyset var gået på grund af et strømnedbrud i den del af Sydafrika. Imens kørte lastbiler frem og tilbage til det her transportskib, og tidligt i morges forsvandt det så igen. Fortsat med transponderen slukket, så ingen kunne se, hvor det skulle hen. Det er sidst set syd for Cape Point – Afrikas sydligste del, siger Søren Bendixen.
– Det er svært at forestille sig, at der var tale om en last med kartofler, for så var det næppe foregået på denne måde, men hvorvidt det er våben eller materiale, der kan være kompromitterende, det ved vi ikke, siger Bendixen.