Seneste Danmarksnyheder

Stemmerne ryger i boksene: I dag afgøres det tyrkiske valg

I dag skal Tyrkiets næste præsident findes.

Om den siddende præsident, Recep Tayyip Erdogan, bliver genvalgt, eller om oppositionslederen Kemal Kilicdaroglu får nøglerne til præsidentkontoret, vil blive afgjort, efter de tyrkiske valgsteder lukker klokken 16 dansk tid.

Siden klokken syv i morges har tyrkerne kunnet besøge det nærmeste valgsted og sætte deres kryds på den kandidat, de mener, skal lede Tyrkiet de næste fem år.

DR-journalist Steen Nørskov er i den forbindelse på besøg hos flere valgsteder i hovedstaden Ankara.

Tidligere på dagen var han forbi et valgsted i den centrale del af hovedstaden – et konservativt område – hvor der er flest tilhængere af Kemal Kilicdaroglu.

Og indtil videre foregår valgdagen rolig.

– Jeg oplevede det som meget stille og roligt. Mange ældre mennesker tager deres pæne tøj på for at stemme. Det er en hellig ting at stemme i Tyrkiet, uanset hvem de er tilhængere af. Det går alle meget op i, lyder det fra Steen Nørskov over telefonen.

Dagens valg er anden valgrunde, da der ikke blev fundet en vinder under den første den 14. maj.

Her var valgdeltagelsen på 87 procent i første runde, og den forventes at blive lige så stor, hvis ikke større ved anden runde, siger Steen Nørskov.

– Ifølge de tal, der er kommet fra afstemningsstederne i udlandet, hvor tyrkerne har stemt – også i Danmark – er der flere, der har stemt i anden runde end første runde. Derfor er der nogen iagttagere, der regner med, at stemmedeltagelsen kommer op på 90 procent.

– Det er et valg, som folk virkelig går op i. Tilhængerne af oppositionen siger, det er den bedste chance, de har fået for at komme af med Erdogan. Det er nu, vi skal af med ham, siger de, ifølge Steen Nørskov.

Se billeder fra de tyrkiske valgsteder herunder.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies