Seneste Danmarksnyheder

Saudi-Arabien sender milliarder til Ukraine: ‘En måde at afbøde kritikken på’

400 millioner dollar i humanitær støtte og et tilbud om konfliktmægling.

Det er, hvad Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman har doneret til Ukraine.

Beløbet svarer til lige omkring 3,06 milliarder danske kroner.

Ifølge Saudi-Arabiens statslige nyhedsbureau SPA skulle bin Salman i fredags have talt med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Her skulle han tilsyneladende have givet udtryk for, at Saudi-Arabien er klar til at fortsætte støtten, hvis det kan deeskalere krigen mellem Rusland og Ukraine.

– Denne humanitære nødhjælp er et bevis på hans kongelige højhed kronprinsens vilje til at lindre smerten for det ukrainske folk, som de aldrig vil glemme, og som beviser kongerigets (Saudi-Arabien, red.) venskab med Ukraine, sagde Mohammed bin Salman, der altså omtaler sig selv i tredje person, til SPA.

I kølvandet på melding fra USA

Hvis man spørger seniorforsker ved Dansk Insitut for Internationale Studier Helle Malmvig, så kommer donationen med en vis portion timing.

Olie-faciliteter syd for Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. Landet har skruet ned for oliehanerne – en beslutning, der har vakt skuffelse hos Det Hvide Hus. (Foto: © FAYEZ NURELDINE, Ritzau Scanpix)

Et forhold, der går mange år tilbage, og som ifølge Helle Malmvig i simple vendinger går på, at Saudi-Arabien giver USA olie som gengæld for den militære sikkerhed, som USA giver Saudi-Arabien.

– Det vil sige, at USA hjælper dem, hvis de bliver angrebet. Men de sender også en masse militært teknologi og våben deres vej, siger Helle Malmvig.

I begyndelsen af oktober besluttede Saudi-Arabien sammen med en række andre olieproducerende lande at skrue ned for olieproduktionen med to millioner tønder om dagen.

Midt i en global energikrise vakte den melding ikke ligefrem begejstring i Det Hvide Hus.

– Skuffende, sagde Joe Biden om landenes beslutning.

– I Washington er det jo blevet læst, som om at Saudi-Arabien forbryder sig mod den sikkerhedspagt, som de har med USA, siger Helle Malmvig.

Og det er altså derfor, at Saudi-Arabien nu viser sit gavmilde væsen, påpeger Helle Malmvig.

– Det er en måde at afbøde kritikken på og sige, at det ikke er, fordi de bare spiller på Ruslands hold, siger hun.

Billedet her gik det meste af verden rundt. Et kammeratligt fist bump mellem Joe Biden og Mohammed bin Salman. Billedet er fra juli og blev taget i forbindelse med Bidens besøg til olielandet. Formålet med besøget var at lappe på forholdet mellem USA og Saudi-Arabien. (Foto: © BANDAR AL-JALOUD, Ritzau Scanpix)

Et kritiseret kongerige

Saudi-Arabien har gennem årene modtaget en del kritik fra blandt andre menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, der kritiserer kongeriget for at forfølge og torturere aktivister og journalister i landet.

I 2018 blev den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i oktober 2018.

Men selvom Saudi-Arabien blandt andet kritiseres for brud på menneskerettighederne, så er det ifølge Helle Malmvig ikke det, landet forsøger at bløde op ved at sende flere milliarder til Ukraine.

– På trods af miserable forhold for kvinder, journalister og oppositionspolitikere så har skiftende amerikanske præsidenter mere eller mindre set gennem fingre med det, fordi det sikkerhedsmæssige samarbejde har været vigtigere. Det forhold er langt vigtigere end små pip om menneskerettigheder, siger hun.

Men det er ikke kun med pengedonationer, at Saudi-Arabien vil hjælpe Ukraine.

For nyligt stemte landet for en FN-resolution, som underkender Ruslands folkeafstemninger i de besatte ukrainske regioner Zaporizjzja, Kherson, Donetsk og Luhansk.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies