Rygter om Kinas genåbning spreder sig, men kineserne må væbne sig med tålmodighed

Statens finanser gør også ondt. Der er forskellige estimater på, hvad det nationale test-setup koster, men overordnet set så lød statens underskud for de første ni måneder af året på syv tusinde milliarder kroner – tre gange mere end sidste år.

Det er svært at flytte betalingsbyrden for test over på en befolkning, der ikke kan se mening i den førte politik. I stedet kunne de penge gå til at udbygge sundhedsvæsnet, hvis mangler er en af grundene til, at Kina har svært ved at leve med covid.

Optimismen i Kina er vigende. Omend ikke deprimeret, så er folk over en bred kam tyngede af situationen. Økonomisk, menneskeligt og politisk.

Kinesiske venner spørger skeptisk til, hvorfor man vil blive i Kina, når man har mulighed for at tage afsted. Det er ikke et godt tegn for et land, der holder af at tale om den fremtidige storhed, der venter dem.

Genåbningen vil blive langsom. Den vil starte i 2023 og derefter strække sig ud de efterfølgende år. Tiltag efter tiltag.

Der kommer ikke en såkaldt Frihedsdag med barer, der slår dørene op ved midnat og afbrænding af mundbind.

Delvist fordi det ikke ligger i den kinesiske måde at føre politik, delvist fordi Kina som helhed aldrig har været lukket helt ned. Genåbning bliver en langsom tre-skridt-frem, to-skridt-tilbage affære.

Genåbningen vil blive indvarslet af accept af nye vacciner, heriblandt måske udenlandske, til brug i kinesiske arme, især blandt de ældre.

Folk, der endnu ikke er vaccineret, vil få en sværere tilværelse i landet – det er allerede begyndt med offentlige institutioner og områder, der ikke giver adgang til folk uden tre stik.

Når det kommer til vacciner, så ville det indgyde tillid til sprøjterne i store dele af befolkningen, hvis lederne lod sig vaccinere på åben skærm – ikke nødvendigvis topløse som Macron og Zelenskyj, men måske bare et oprullet ærme og et skud i overarmen til at forsikre kineserne om, at deres leder er i samme vaccinebåd som dem selv.