Seneste Danmarksnyheder

Rwanda høster en milliard kroner og international anerkendelse for at overtage Storbritanniens asylansøgere

FN: Et katastrofalt koncept

Flyet mod Kigali kan lette senere i dag, efter en britisk appeldomstol mandag gav endeligt grønt lys til, at planen om at sende asylansøgere til Rwanda kunne træde i kraft.

Det skete på trods af skarp kritik fra mere end 160 britiske velgørenheds– og menneskerettighedsorganisationer, som i de seneste uger har arbejdet for – og er lykkedes med – at få taget størstedelen af de personer, der skulle have været ombord på flyet, af passagerlisten.

Den samlede ledelse i Church of England har kaldt planen for “en amoralsk politik, der gør England til skamme”, mens den britiske ærkebiskop, Justin Welby, har kritiseret planen i skarpe vendinger og kaldt den “i direkte modstrid med Guds natur”.

Også chefen for FN’s flygtningehøjkommissariat, Filippo Grandi, har fordømt den britiske plan:

– Vi mener, at det her er helt forkert. Af så mange forskellige årsager. Den præcedens, som det her skaber, er katastrofal for et koncept, som man skal være fælles om, som asyl, siger han ifølge Ritzau.

Den britiske regering har afvist kritikken og udtalt, at Storbritannien har en “stolt historik” for at hjælpe mennesker i nød, skriver BBC.

Ingen returbillet til Storbritannien

Når asylansøgerne ankommer til Rwandas hovedstad, Kigali, så vil de blive installeret på et hotel uden for byen. Her kan de vælge at søge om asyl i Rwanda – eller rejse tilbage til deres hjemlande. Der er ingen muligheder for en returbillet tilbage til Storbritannien.

Vælger de at søge om asyl, vil behandlingen formentlig gå hurtigt, fortæller DR’s Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.

– Hvis deres ansøgning bliver godkendt, vil de kunne blive i landet. Og selv dem, hvis asyl bliver afvist, vil sandsynligvis stadig få mulighed for at blive, da Rwanda er ret gavmilde med for eksempel arbejdstilladelser, siger han.

– Men i virkeligheden er det nok sådan, at rigtigt mange af de her mennesker slet ikke har lyst til at blive i Rwanda.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies