Vladimir Barbin, Ruslands ambassadør i Danmark, skal til samtale i Udenrigsministeriet.
Målet med samtalen er, at Rusland på ingen måde kan være i tvivl om, hvad Danmark mener om annekteringen af de fire ukrainske regioner Kherson, Luhansk, Donetsk og Zaporizjzja.
For det er aldeles grotesk og et frontalangreb på “alle de normer og regler, der gør, at vi kan leve fredeligt sammen”, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
– Det her er en mulighed for at tage afstand til den helt groteske annektering, som Rusland annoncerede i går. Det er et frontalangreb på alle de normer og regler, der gør, at vi kan leve fredeligt sammen landene imellem i verden, og det er vigtigt, at vi reagerer skarpt på det, og derfor den her indkaldelse, siger Jeppe Kofod.
Ny runde sanktioner mod Rusland
Samtalen vil være med Udenrigsministeriets direktør for udenrigspolitik. Målet med samtalen er at viderebringe budskabet om Danmarks holdning til annekteringen, fortæller udenrigsministeren.
– Vi aftalte at gøre det i alle EU-landene på mandag samtidig, og så har vi i øvrigt også aftalt, at vi skal have en ny runde sanktioner. Danmark vil arbejde for de hårdest mulige sanktioner, en ottende sanktionspakke i EU.
– Vi fortsætter også støtten og intensiverer støtten til Ukraine i deres forsvarskamp. Det er på alle spor, vi reagerer kraftigt overfor det her. Det er helt vanvittigt, hvad Rusland og Putin har gang i, siger Jeppe Kofod.