Regimets straffe er kun blevet hårdere efter et halvt år med oprør. Alligevel har det iranske folk ‘ikke tænkt sig at tie’

Her seks måneder efter de første konjunkturer af en oprørsbevægelse tegnede sig, er det grundlæggende de samme ting, den kæmper for, mener Rasmus Elling.

– Protestbevægelsen sigtede efter fundamentale ændringer i det iranske samfund. Ned med diktaturet. Frihed, demokrati, borgerrettigheder, menneskerettigheder og kvinderettigheder.

Det er store sager – og derfor er det også først på længere sigt, det er muligt at konkludere, om iranernes slidsomme oprør har forandret samfundet.

Men der er allerede nu tegn på, at noget har ændret sig, mener Rasmus Elling.

– Vi kan se på billeder fra især Teheran, at rigtig mange kvinder går rundt uden tørklæde.

Desuden har præstestyret ændret lidt på det selvsamme moralpoliti, som forårsagede Jina Mahsa Aminis død, så det ikke håndhæver tørklædepåbuddet lige så strengt som tidligere.

– Det betyder, at protestbevægelsen virkelig har skubbet nogle grænser for, hvordan man kan klæde sig, og hvordan man kan være i det offentlig rum, siger Iran-forskeren.

Protesterne i Iran bølger ifølge Rasmus Elling frem og tilbage med større og mindre kraft.

Lige nu er protesterne ikke på deres højeste, og det kan tilskrives, at demonstranterne skal komme sig oven på regimets hårde repressalier.

Der er blevet slået utrolig hårdt ned på demonstranter, som har deltaget i protesterne. Flere er sågar blevet henrettet.

– Regimet har drastisk hævet prisen for at deltage i protesterne, og det har på kort sigt nok haft den effekt, at det holder nogle tilbage fra at deltage, siger Rasmus Elling.

Han mener, de hårde repressalier kan tolkes som et udtryk for, at den islamiske republik er rystet i sin grundvold.

– De står over for en kæmpestor udfordring i form af en generation, som er villig til at gå på gaden og risikere liv og lemmer. Og derfor er styret simpelthen grebet til drastiske foranstaltninger.