Qatar udstiller verdens ulighed
Qatar som redningsvest
Tusindvis af migrantarbejdere fra blandt andet Nepal, Bangladesh og Indien døde for at komme og bygge stadioner, metro og anden infrastruktur op til VM.
Og så er der alle de hundredetusindevis af andre migrantarbejdere, som Qatar er så afhængig af, og som har søgt lykken i byen med den glimtende skyline og qatarer, der kører rundt i en parade af dyre biler. En Lamborghini, en Rolls Royce. Men råd til ordentlige boligforhold for dem, der har bygget byen, er der ikke.
I Souk Waqif, basaren, går qatarerne rundt i deres hvide dragter altid perfekt nystrøgne af en tjenestepige i hjemmet. Om hun har det godt, afhænger af familien.
Systemet sikrer ikke automatisk hendes rettigheder. I det ligger der også beskeden om, at hun skal være glad for bare at have et job. De få hundrede dollar mange tjener, er nok til at holde familien i live i hjemlandet.
En asiatisk tjenestepige løber efter en lille pige. Hvad der må være moderen sidder på en bænk indhyllet i sort og tager billeder af sin datter.
I basaren møder jeg nogle unge mænd fra Libyen. En tandlæge. En nyuddannet pilot. En softwareingeniør. Deres eget land er splittet. Af krig og politik og militser. I Qatar ser de muligheder.
En libaneser arbejder for et firma, der laver belysning på byens facader.
– Kan du lide at bo her, spørger jeg? Han ser på mig.
– Hvad tror du selv? Hvis du kunne vælge frit, ville du så bosætte dig i Doha?
Inflationen i Libanon er lige så skyhøj som Dohas skyline. Qatar er hans redningsvest. Alt andet lige bedre end at dø uden redningsvest i en båd på vej over Middelhavet, som flere af hans landsmænd for nyligt gjorde.
En gruppe tunesere, der bor i Qatar, defilerer forbi, begejstrede med deres flag om skuldrene overbeviste om, at de vinder over Danmark. Tunesere dør også på Middelhavet i kampen for et bedre liv i Europa.