Mødrene, hvoraf nogle har mistet deres sønner, roste Putins lederskab, mens han forsikrede dem, at deres sønner ikke døde forgæves.
Putin sagde, at han forstod deres angst og bekymring – og smerten for dem, der havde mistet deres sønner.
– I skal vide, at jeg personligt – og hele landets regering – deler jeres smerte, lød det fra den russiske præsident.
Mødet med mødrene kommer i kølvandet på videoer, der angiveligt er optaget af soldater og deres pårørende, hvori de beskriver ringe forhold, organisatorisk kaos, dårlig behandling og trusler om fængsling, hvis de protesterer. Det skriver den amerikanske avis The New York Times.
Mødre til Putin: Tak
Putin hyldede mødrenes sønner for at forsvare Rusland.
Herefter skiftedes mødrene til at takke for hans lederskab og ønske ham alt godt, inden de fortalte, at deres sønner var gået i døden i en større sags tjeneste.
– Den særlige militære operation har bragt os sammen, sagde Maria Kostyuk til præsidenten.
De fleste af mødrene klagede dog også, men om mere lavpraktiske ting som dårlig påklædning til soldaterne eller behovet for flere droner ved fronten.