De nuværende protester for iranske kvinderettigheder adskiller sig også på en anden måde. For denne gang viser mændene også deres støtte.
– Det er spektakulært at se store grupper af mænd, der bifalder og hjælper kvinderne med protesterne. Det viser en forandring i den politiske protestkultur i Iran og beviser, at der er en bred utilfredshed i befolkningen over tingenes tilstand, siger Rasmus Elling.
Sociale medier lukkes ned
I et forsøg på at begrænse protesterne, der også har spredt sig til konservative højborge som byerne Mashhad, Isfahan og Qom, har det iranske styre lukket ned for brugen af både Instagram og WhatsApp.
Det er to af de få tilbageværende sociale medier i landet, skriver Reuters.
Ifølge NetBlocks, som overvåger internetnedlukninger over hele verden, har der også været nedlukninger af internettet flere steder i landet, blandt andet i Kurdistan-provinsen i det vestlige Iran, hvor den afdøde kvinde kom fra, samt i hovedstaden, Teheran.
Ifølge Rasmus Elling kan den begrænsede adgang til internettet og sociale medier få konsekvenser fremadrettet.
– Det kan sagtens have en effekt, når iranerne ikke kan dele med verden, hvad der sker. Man får også sværere ved at advare hinanden om politiet og organisere sig.
– Det er en stor indgriben i folks hverdag, men iranere har mestret kunsten at undgå censur online. Så hvis der er mobilt internet, og det er der nogle gange nogle steder, så har de vpn-teknologi til at omgå blokeringer, siger Rasmus Elling og fortæller, at han i dag har været i kontakt med iranere over WhatsApp.
I en form for modsvar mod det iranske styre har den anonyme hackergruppe Anonymous iværksat en cyberoperation og angrebet myndigheders hjemmesider.
Samtidig har gruppen lagt en video op på Twitter, hvor man fordømmer vold mod kvinder og giver sin støtte til den iranske befolkning.
– Det iranske folk er ikke alene. Anonymous vil ikke holde den iranske regering i live på internettet, så længe den holder fast i dens diktatoriske styre og beskytter morderiske betjente.
– I har censureret jeres folks sociale medier og andre kommunikationsformer for at undertrykke viden om jeres forbrydelser mod dem. Nu vil Anonymous lukke jer ned, og jeres egen befolkning vil fjerne jer fra magten, lyder det i videoen.