– Vi er de bedste. Vi skal tro på os selv igen.
Sådan lød ordene fra den amerikanske præsident, Joe Biden, få sekunder før han med fast hånd underskrev sin enorme lovpakke “Inflation Reduction Act” i Det Hvide Hus tilbage i august.
Med hjælpepakken vil den amerikanske regering blandt andet støtte grønne investeringer i USA med 2.635 milliarder kroner.
Og selvom den har vakt stor bekymring rundt om i Europa – ikke mindst i Frankrig, hvor præsident Macron mener, at den “vil splitte Vesten” – er det ikke noget, der får præsident Biden til at ændre kurs.
– Det er en utrolig vigtig pakke for Biden-regeringen, og den bliver fremhævet som én af de store ting, Biden har gennemført. Det var noget, som demokraterne gik til valg på, forklarer Derek Beach, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet.
En brik i et strategisk kapløb
Pengene skal blandt andet bruges til at støtte produktionen af amerikanske elbiler, der er i skarp konkurrence med især Kina.
– For at sige det lige ud er der tale om statsstøtte, siger Derek Beach.
– Det er et strategisk kapløb med Kina, der handler om kontrol med virksomheder i strategiske sektorer. Bliver det kineserne, der løber med produktionen af elbiler i fremtiden, eller USA? Man vil ikke være sårbar over for Kina og deres statsstyrede økonomi, forklarer Derek Beach.
Sårbarheden blev tydelig for amerikanerne – som det også gjorde i Europa – under coronapandemien, hvor det blandt andet var vanskeligt at skaffe nok computerchips til blandt andet elbiler og andet elektronisk isenkram.
Det er det, den amerikanske præsident vil undgå i fremtiden, og så må Europa komme i anden række.
– Man har set lignende diskussioner i Europa med hensyn til våbenteknologi, hvor man har været for afhængig af amerikanerne og gerne vil være mere selvstændig, fortæller Derek Beach.