Selvom det iranske styre tager dødsstraffe i brug som våben mod demonstranterne, forventer Claus Valling Pedersen ikke, at det vil lægge en dæmper på optøjerne.
– Min fornemmelse er, at det nok snarere vil optrappe konflikten og få befolkningen til at være endnu mere vrede på deres regering og myndighederne, siger han.
Valling Pedersen understreger, at man selvfølgelig kun kan gætte på udviklingen, men han ser ikke tegn på, at de iranere, der går på gaden, vil give op.
– Protesterne har været så uforfærdede og har varet så længe, at jeg tror, befolkningen er så træt af regimet, at selv når der kommer dødsstraf og fængselsstraffe i fem-ti år, så vil protesterne fortsætte alligevel, siger han.
– Det kan ende meget slemt, fordi regimet føler sig åbenbart så presset, at de må ty til sådan nogle domme.
En regulær folkebevægelse
Da demonstrationerne i Iran startede for over otte uger siden, var der i begyndelsen primært tale om en kvindebevægelse, men opstanden har nu udviklet sig til en kamp for frihedsrettigheder i landet.
Det fortalte Rasmus Elling, der er Iran-forsker og lektor ved Københavns Universitet, til DR i sidste uge.
– Vi har set masser af protester gennem Den Islamiske Republiks historie de sidste 23 år, men nu ser vi en folkebevægelse, der tager et mere fundamentalt krav om frihed op – og det er nyt, sagde han.
Ligesom Claus Valling Pedersen ser Rasmus Elling et hårdt prøvet iransk styre.
– Styret er presset, fordi det er en landsdækkende bevægelse. Det presser regimet, fordi der ikke er en protestbevægelse ét sted, man kan omringe og lukke ned, og der er mange fronter, man skal kæmpe på, på en gang, sagde han til DR i sidste uge.
Bliv klogere på baggrunden for demonstrationerne i denne explainer: