Fik forrige valg omstødt
Ifølge DR’s Afrika-korrespondent var det forventeligt, at Raila Odinga på baggrund af den splittede valgkommission ikke ville anerkende valget.
– Hvis vi spoler tiden fem år tilbage, klagede han også over valgresultatet, og der fik han til manges overraskelse annulleret valget, fortæller han.
– Det, tror jeg ikke, er lige så sandsynligt denne gang. Der er ikke umiddelbart noget, der står og blinker lige så rødt i forhold til svindel, som ved sidste valg, siger Søren Bendixen.
De fire medlemmer af valgkommissionen, der har taget afstand fra resultatet, forklarede blandt andet i dag, at der er “ekstra stemmer”, da kandidaternes stemmeandele giver 100,01 procent, når tallene lægges sammen.
Ifølge DR’s Afrika-korrespondent skyldes det dog, at tallene er rundet op.
– Jeg håber, at de har noget lidt mere substantielt end det, vi har hørt fra dem på nuværende tidspunkt, siger Søren Bendixen.
Næste fjorten dage kan blive afgørende
Odinga valgte, da forrige valg var blevet omstødt, ikke at stille op til anden valgrunde, der derfor også blev plaget af protester og vold.
Derfor kan de næste 14 dage, som Højesteret har til at behandle sagen, blive afgørende, forklarer DR’s Afrika-korrespondent.
Vil tvivlen om valgresultatet udløse nye sammenstød? Eller vil den demokratiske proces og Højesterets arbejde blive respekteret af parterne?
Chauffør: Folk er bekymrede
I hovedstaden Nairobi var butikkerne her til morgen lukkede af frygt for optøjer og plyndringer, rapporterer nyhedsbureauet AP.
Minibus-chaufføren Fredrick Mapito spejdede forgæves efter kunder.
– Folk er bekymrede. Derfor er byen tom. Butikkerne plejer at åbne klokken seks, men de er ikke åbne, så folk er bekymrede og ser situationen an, fortæller han til AP.