Selvom debattørerne på tv kræver en hårdere fremfærd, er det alligevel usædvanligt med offentlig kritik af regeringen i det russiske samfund.
– Det er i hvert fald en helt anderledes tone, end vi har været vant til, siger DR’s korrespondent i Rusland og Ukraine, Matilde Kimer.
– Det, vi kan se nu, er, at der er folk, der får lov til lufte holdningen, at det ikke går ret godt. Andre programmer har også korrespondenter, der fortæller, at “det er svært, og vores folk har været nødt til at trække sig tilbage”. Det er i hvert fald en anden tone, siger hun.
Hærledelsen under kritik
Kritikken kan dog udgøre et problem for præsident Putin, vurderer udenrigskommentator på Kristeligt Dagblad og tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg, Jens Worning Sørensen.
– De siger grundlæggende, at hærledelsen er inkompetent, og det er noget af den værste kritik, som du kan komme med, siger han.
– Konsekvenserne for Putin er, at han under denne her krig ikke har været under så hårdt pres, som han har været i de sidste fem dage, siger Jens Worning Sørensen.
Chefredaktør: Ram elværker og infrastruktur
Et bredt folkeligt oprør mod Putins styre står dog ikke lige for, fortæller DR’s korrespondent i Rusland og Ukraine, Matilde Kimer.
– Man skal passe på at tænke: “Nu kommer flokke af russerne ud på gaden og kræver, at man skal slutte fred eller trække sig tilbage”. En del af dem, der kritiserer Putin eller hæren, synes jo faktisk, at man skal gå hårdere til værk, siger hun.
I debatprogrammet på NTV efterlyser chefredaktør på det regeringsvenlige Russia Today, Margarita Simonjan, da også, at Rusland i højere grad bomber ukrainsk infrastruktur.
– Elværker, atomkraftværker og transformerstationer, foreslår hun.
– Der er mange steder i infrastrukturen, som kan lamme denne fjendtlige nation, eller hvad der er tilbage af den. Det vil kunne gøres hurtigt og nemt og ville hindre dem i lang tid fremover, sagde hun.