I dag, mandag, har tusindvis af mennesker været samlet til en ceremoni i den bosniske ny Srebrenica.
Her blev de jordiske rester af 50 nyopdagede ofre for Srebrenica-massakren for 27 år siden gravlagt.
En massakre, som er blevet kendt som den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig. Folkedrabet fandt sted under krigen i Bosnien-Hercegovina i 1995, som var en del af krigene i det tidligere Jugoslavien.
Ofrene er for nyligt blevet identificeret, og de ligger nu begravet sammen med 6.671 andre ofre ved mindecenteret Potocari i Srebrenica.
Under ceremonien kom der også en undskyldning fra den hollandske regering rettet mod befolkningen i Srebrenica.
For ved folkedrabet, hvor anslået 8.000 muslimske drenge og mænd blev dræbt af den bosniske-serbiske hær, havde den hollandske FN-styrke Dutchbat III ansvaret for at forsvare FN’s sikre zone.
Men den hollandske styrke var kun let bevæbnet, og blev ladt i stikken af de internationale samfund, hvilket resulterede i folkedrabet.
– Det internationale samfund svigtede og sørgede ikke for tilstrækkelig beskyttelse til befolkningen i Srebrenica. Den hollandske regering har del i skylden for de fejl, der skete i situationen. Og for dette giver vi vores dybeste undskyldning, sagde den hollandske forsvarsminister, Kasja Ollongren, ifølge Ritzau under dagens ceremoni.
Ifølge Folkedrab.dk fremstår massakren i Srebrenica som et symbol på det internationale samfunds svigt under Balkan-krigen i 1990’erne.
Herunder kan du se billeder fra ceremonien.