Seneste Danmarksnyheder

Nye hårde sanktioner mod Rusland: Det kan ramme danske forbrugere

Prisloft på olie

Samtidig træder et prisloft på russisk olie også i kraft i dag. I sidste uge blev G7-landene samt EU og Australien enige om at indføre et prisloft på 60 dollars pr. tønde olie – omkring 423 kroner.

Med forbuddet mod at importere russisk olie i EU via søvejen vil man ramme den russiske eksport. Men man kan ikke forhindre Rusland i at sælge olie til for eksempel Indien og Kina. Til gengæld vil man med prisloftet forsøge at sætte et loft over, hvad de lande kommer til at betale for olien.

Prisloftet er en noget teknisk størrelse. Kort forklaret går det ud på, at olieskibe ikke må sejle med russisk olie, som koster mere end 60 dollars pr. tønde.

Hvis Rusland forsøger at sælge sin olie dyrere end de 60 dollars, må forsikringsselskaber ikke forsikre skibet. Det vil gøre det svært for Rusland at omgå prisloftet, fordi de fleste store forsikringsselskaber holder til i G7-landene, skriver BBC.

Prisloftet vil derfor også ramme Ruslands mulighed for at transportere sin olie til lande som Kina og Indien. Og dermed rammer det den russiske økonomi hårdt, vurderer Anders Overvad, chefanalytiker i tænketanken Europa.

– Det, vi ser nu, er en russisk økonomi, som er presset fra alle fronter, hvor man nu også fjerner en af deres sidste store indtægtskilder: Nemlig at det bliver sværere at få transporteret olie til lande som Indien og Kina. Det er noget, der vil kunne mærkes, siger han.

Det betyder dog ikke, at Rusland er sat helt skakmat. For hvis Rusland kan opstøve nok skibe, kan landet selv sejle med olien til en højere pris end 60 dollars, skrev Reuters i går.

Talsmanden for den russiske regering, Dmitry Peskov, sagde i lørdags, at Rusland ikke vil acceptere prisloftet. Samtidig har Rusland flere gange sagt, at de ikke vil levere olie til lande, som indgår i aftalen om prisloftet.

Ifølge Jens Nærvig Pedersen kan et prisloft i sidste ende risikere at give højere priser på olien, hvis Rusland gør alvor af truslen om at eksportere mindre.

– Det vil i bedste fald sikre en lavere og stabil oliepris og så undgå, at Rusland tjener for meget, men det kan jo også godt være, at Rusland i protest så begynder at skære i deres produktion og eksport og simpelthen eksporterer mindre til verdensmarkedet for at straffe G7, EU og Australien for at indføre det her prisloft.

– Og så kan det altså få prisen til at stige, og så er det også noget, vi vil kunne mærke herhjemme, selvom EU kun i begrænset omfang vil købe russisk olie fremover, forklarer han.

Zelenskyj kritiserer prisloftet

Prisloftet er en af de sanktioner, som er blevet indført som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine. Men den sanktion er ikke hård nok, udtalte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sidste uge.

I sidste uge lå prisen på en tønde russisk olie på omkring 52 dollars – altså under det aftalte loft, skriver mediet Politico.

Derfor kalder Zelenskyj aftalen for ”svag”, og ifølge ham vil Rusland stadig tjene hundrede milliarder dollars om året med et prisloft på 60 dollars.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies