Måneders forberedelser
Kherson, som både er navnet på en region og den by, som er regionens ‘hovedstad’, var et af de første områder i Ukraine, der faldt under russisk kontrol ved krigens start.
Allerede den 3. marts tog russiske styrker kontrollen med byen, hvis beliggenhed på Dnipro-flodens bred nær flodens udløb i Sortehavet giver den stor strategisk betydning.
Ukraines militær og regering har de seneste to måneder advaret om, at en kraftig modoffensiv var på vej i det besatte syd. Og offensiven er da også resultatet af ugers og måneders forberedelse, fortæller Matilde Kimer:
– Ukrainerne har brugt den her tid på at forsøge at skære russernes forsyningslinjer over, og det er man nu lykkedes med i sådan en grad, at man har besluttet sig for at indlede offensiven, siger hun.
Det samme fortæller Claus Mathiesen, som er lektor ved Forsvarsakademiet:
– Den har været forholdsvist godt forberedt, fordi ukrainerne har rettet angreb mod blandt andet flybaser på Krim, forskellige forsyningslinjer og hovedkvarterer, som har banet vejen for den her modoffensiv.
Russiske styrker har ‘kun to muligheder’
Ukrainske styrker har blandt andet brugt de seneste måneder på at angribe og sætte flere broer til Kherson ud af spil, så der ikke længere kan køres godstog, lastbiler fyldt med soldater og ammunition eller kampvogne til regionen. Nu kan man kun krydse den store flod til fods eller med færge.
Det er med til at gøre den ukrainske offensiv til en ret alvorlig trussel mod de russiske styrker i Kherson-regionen, vurderer Claus Mathiesen, som også fortæller, at truslens alvor har fået russerne til at styrke deres positioner i syd, blandt andet ved at flytte tusindvis af soldater til området.
– Medmindre russerne løber og ikke fastholder deres forsvarsstillinger, kan det godt gå hen og blive en ret hård kamp om de her områder. Så meget desto mere, fordi det er lykkedes ukrainerne at fjerne de tilbagetrækningsmuligheder, som russerne har, ved at ramme broerne over Dnipro-floden, siger han:
– Det betyder, at russerne formentlig kun har to muligheder: At kæmpe til det sidste, eller at overgive sig – hvis ukrainerne har den tilstrækkelige styrke.