Seneste Danmarksnyheder

Nordkorea rasler med missilerne: ‘Bekymrende, men forudsigeligt’

Spændingen stiger i området omkring Det Japanske Hav, efter at Nordkorea den seneste tid har sendt både missiler og kampfly i retning af naboerne Sydkorea og Japan.

I dag affyrede det nordkoreanske styre flere missiler og sendte fly mod grænsen til Sydkorea.

Sydkorea svarede igen med at sende jagerfly på vingerne.

I Japan måtte myndighederne tirsdag i sidste uge indstille togdriften og bede borgerne søge dækning, efter at Nordkorea affyrede et langtrækkende missil, der fløj over japansk territorie, inden det faldt i Stillehavet.

I alt har Nordkorea siden 25. september affyret 15 missiler, rapporterer nyhedsbureauet AP.

Sydkorea: Stop provokationer

Eskalationen vækker bekymring hos naboerne.

– Nordkoreas række af affyringer er helt utilstedelige, og de væsentlige fremskridt i landets missilteknologi kan ikke ignoreres, siger Japans forsvarsminister, Hamada Yasukazu, i dag.

– Vi opfordrer, til at man stopper provokationerne øjeblikkeligt, siger en talsmand fra det sydkoreanske forsvar, Kang Ho-pil.

Det er ikke nyt, at det totalitære styre i Nordkorea påkalder sig fordømmelse fra naboer og Vesten med atomprøvesprængninger og missiltest.

– Der er nogle umiddelbare triggere med nylige store fælles militærøvelser i området med deltagelse fra Sydkorea, Japan og USA, som Nordkorea vil vise deres utilfredshed med, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen, der er ph.d. og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, hvor hun blandt andet har fokus på de sikkerhedspolitiske spændinger i området.

– Men Nordkorea har også brug for kontinuerligt at test og udvikle – og vise, at de udvikler – et stærkt missilprogram som supplement til deres atomvåbenprogram, siger hun.

– Hvis de skal have en afskrækkelseskapacitet, der er så troværdig, som muligt, skal de kunne demonstrere, at hvis USA, Sydkorea, Japan gør noget, der truer det nordkoreanske regime, så risikerer de at få noget ubehageligt tilbage på egen jord, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Vil råbe Biden-regeringen op

Nordkorea sagde mandag, at testaffyringerne var simuleringer af atomangreb på Sydkorea og amerikanske mål i respons på militærøvelser med deltagelse af et amerikansk hangarskib, skriver nyhedsbureauet AP.

– Der har også lige været et besøg af den amerikanske vicepræsident i DMZ’en, området mellem Nordkorea og Sydkorea, hvor hun udtalte sig meget kritisk om Nordkorea, siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies